Psykolog. Hvordan vælges psykolog der passer til mig? Råd og vejledning
 

Psykolog – hvordan vælger jeg?

Psykolog – hvordan vælger jeg?

Hvordan skal du vælge psykolog?

Det er vigtigt at finde en psykolog som du har tillid til helt fra første øjeblik. Det er en forudsætning for reelt set at kunne undersøge om psykologen er den rette. Hvis du fra starten ikke mærker tillid er det nok ikke den rette.

Tillid til psykolog

Tillid handler om nogle helt grundlæggende fornemmelser, der ikke har noget med psykologens uddannelse eller metoder at gøre. Tillid er noget, der opstår mellem to mennesker, der umiddelbart kan “tune” sig ind på hinanden og umiddelbart opleve en tryg kontakt; fornemmelsen af at vide, hvor man har hinanden. Så tillid og tryghed er vigtige kriterier i dit valg af psykolog.

Anbefalinger af psykolog

For at indkredse antallet af psykologer, du skal forholde dig til, kan du spørge om anbefalinger i dit netværk eller læse anbefalinger på en psykologs hjemmeside for at danne dig et indtryk af om pågældende virker tillidvækkende og tryghedsskabende.

Uddannelse, metoder og erfaringer

Dernæst er det centralt at vurdere om psykologen er autoriseret, og hvilke metoder og terapeutiske greb psykologen benytter sig af.

Kognitiv psykolog, ACT og mindfulness

Hvis det giver mening for dig at arbejde direkte med dine tanker, antagelser og forestillinger, og de følelser der opstår i samspil hermed, kan kognitiv terapi eller ACT være en god idé. ACT er del af den såkaldte 3. bølge indenfor kognitiv terapi, hvor arbejdet med antagelser og tanker støttes af mindfulness.

Psykodynamisk psykolog

Hvis du kan mærke et behov for at arbejde mere med din historie, fx din opvækst, kan en psykodynamisk tilgang være det rigtige for dig. De fleste psykologer bekriver metoder på deres hjemmeside, hvor du også kan danne dig et indtryk af om vedkommende har erfaring med netop dét du har brug for.

Virkning – afklares i første samtale med psykolog

Min holdning til oplevelsen i samarbejdet med en psykolog er, at du relativt hurtigt skal kunne mærke en virkning af samarbejdet. Det skal give mening, helst fra første samtale og føre til nogle klare erkendelser og mål for terapien eller supervisionsforløbet. Så første samtale er afklarende for om du vil opleve virkning. Det betyder ikke, at der er garanti for virkning men en klar fornemmelse af at samarbejdet sandsynligvis vil virke.